4 AKTIVITETER I KAN LAVE I OKTOBER
Efteråret er for alvor i gang, og oktober er en skøn måned at gå op opdagelse med børnene i. Bladene er ved at skifte farve, dyr og insekter gør sig klar til vinteren og kogler og nødder falder af træerne.
Vores naturvejleder, Thomas Neumann, har samlet fire sjove familieaktiviteter, som både er sjove og lette at gå til i oktobers skønne efterårsvejr.
SPIL MINI KOGLE-BOWLING
Lige nu er der masser af kogler og ikke mindst kastanjer ude i naturen - og dem kan I bruge til at lave jeres helt egen bowlingbane.
Tag børnene med på jagt efter fyrrekogler, grankogler eller douglaskogler. I skal bruge 6-10 kogler, som skal blive jeres bowlingkegler. I oktober er der også masser af kastanjer, så se om I kan finde nogle store, som I kan bruge som bowlingkugler.
For at gøre det tydeligt, hvilken kastanje der er jeres, kan I tegne på dem med tuscher – måske endda i hver sin farve. På den måde får jeres kastanjebowlingkugler deres helt eget personlige aftryk.
Stil koglerne op i en trekant. Hvis nogle af dem har svært ved at stå, kan I forsigtigt trykke dem lidt ned i jorden. Tag to store skridt tilbage og marker med en pind, hvor jeres bowlingbane starter.
Nu kan spillet begynde. Tril hver især kastanjerne mod koglerne, tæl point og se, om I kan få kogle-strike. Måske finder I endda ud af, hvilken kastanje der er den bedste bowlingkugle.
Det er en sjov efterårsleg, der får børnene til at aktivere kroppen, mens I bruger efterårets helt naturlige redskaber.
KLAR PÅ ET KASTANJEEVENTYR?
Mød Kastanje, Post, Bobby og Hest – fire venner, der bor midt i den vilde natur. I 12 fortællinger kommer I med på eventyr, hvor selv de mindste dyr og største kastanjetræer kan gemme på noget spændende.
Lyt med til Kastanjes År skabt af Anders Morgenthaler og VILD.
HJÆLP INSEKTERNE IND I VINTEREN
Efteråret er en vigtig tid for mange af naturens små insekter, som skal finde ly til vinteren. Flere af de små krible-krable dyr overvintrer i naturen og det betyder, at de skal finde et sikkert sted, hvor de kan gemme sig og klare sig igennem kulden. Derfor er oktober en rigtig god måned at bygge krible-krable hoteller - og samtidig sjovt for børnene at være med til at hjælpe de små dyr.
Mariehøner, vilde bier og påfugleøjesommerfuglen er nogle af de smådyr, der har brug for gemmesteder. De gemmer sig både under bark, i hule stængler, mellem visne blade eller i træernes sprækker.
Der findes heldigvis flere sjove måder at bygge et vinterhjem til dyrene.
Kvashegn
I kan lave et vildt kvashegn, som er et godt levested for fugle, mus, pindsvin, edderkopper og et mylder af insekter som løbebiller, græshopper og mariehøns. Se hvordan I gør her.
Insekthotel
I kan lave et insekthotel ud af gamle brædder, potter, mursten, grene, nedfaldne blade og andet haveaffald. Se hvordan I gør her.
Ønsker I at lave et mindre skjulested, kan I bruge en trækasse, lerrør, dåse eller en udhulet træstub og fylde det med uld, ålegræs, pilegrene og diverse blade fra haven. Se hvordan I gør her.
LEG EGERN FOR EN DAG
Efteråret er en travl tid for egern og lige nu er de på jagt efter hasselnødder, som de kan gemme til vinteren. Tag familien med ud og prøv selv at være egern for en dag. Det er en hyggelig og sjov måde at opleve, hvordan dyrene gør klar til vinteren.
Langs stier, i krat og i skovbryn vokser hasselbuskene. Kig efter de runde nødder, der gemmer sig i små grønne hylstre.
Hvor mange hasselnødder kan I samle og hvem finder den største nød? Måske ser I også et egern, der er i gang med at samle nødder til deres vinterforråd?
Når jagten er slut, kan I tage nogle af nødderne med hjem. De er nemmest at åbne med en nøddeknækker, så vent med at smage på dem, til I er hjemme.
Egern, hasselmus og andre dyr er afhængige af hasselnødderne som føde gennem både efterår og vinter, så husk at lade nogle nødder ligge. I kan evt. samle de resterende nødder som en lille buffet og se, om der kommer et sultens egern forbi.
KREA MED EFTERÅRSBLADE
I oktober er naturen fyldt med blade i flotte gule, røde, orange og brune farver. Tag børnene med i haven, skoven eller parken og gå på jagt efter blade i forskellige former og størrelser. Måske finder I et stort rødt blad, der ligner en rævehale, eller et takket blad, der kunne være ryggen på et pindsvin.
Når I har samlet jeres yndlingsblade, kan I tage dem med hjem og tørre dem. Læg bladene mellem to stykker køkkenrulle, og placér en tung bog ovenpå. Lad dem ligge og tørre natten over. Allerede næste dag, er bladene klar til at blive brugt.
Find papir, lim og farver frem og se, hvilke dyr der kan opstå ud af bladene. Læg bladene på papiret og tegn rundt om dem. Måske kan bladene blive til sommerfuglevinger, et pindsvin eller et rødt blad til en mariehøne. Hvem ved, hvilke dyr der gemmer sig i bladbunken?
Det er en hyggelig aktivitet, der giver børnene mulighed for både at udforske naturens farver og lader fantasien slippe løs.