Header_juni

4 aktiviteter I kan lave sammen i juni

Juni er perfekt til at gå på opdagelse ved havet. Vandet er blevet varmere, livet under overfladen summer, og strandene er fulde af små skatte og sjove oplevelser for hele familien. Her er fire idéer til jeres næste tur til vandet.

Naturvejleder Thomas Neumann deler her 4 enkle idéer til jeres næste tur til vandet, som både er sjove, lærerige og nemme at gå til for en børnefamilie.

Livet på det lave vand

Tag en spand, et lille net og gå på opdagelse i vandkanten. Her gemmer der sig masser af liv lige under overfladen, som børnene kan undersøge.

I kan være heldige at møde hundestejler, små hesterejer – og den helt særlige tangnål, som står skjult mellem ålegræs og tang. Tangnålen er i familie med søhesten, og det kan man godt se på dens lange snude og smalle krop. Hos tangnålen er det faktisk hannen, der passer på ungerne i en lille rugepose på maven.

I kan forsigtigt samle dyrene i en spand eller et lille akvarie, som I fylder med havvand og kigge på dem tæt på – men husk at slippe dem fri igen efter kort tid.

En god regel er: Hold aldrig et dyr længere, end du selv kan holde vejret, for fisk og smådyr kan ikke trække vejret uden vand.

Undersøg havet

Sandslotte og havskulpturer

Stranden er det perfekte sted at være kreativ – her er der ingen regler, kun sand, vand og fantasi.

Byg sandskulpturer sammen – en krokodille, en havfrue, en fisk eller noget helt fjerde, som kun lige findes i jeres egen historie. Start med en stor form i sandet og byg videre lag for lag. Måske får jeres figur øjne af små sten, finner af tang eller tænder af skaller?

Brug alt det, I finder omkring jer: skaller, tang, sten, drivtømmer og glatte strandpinde. Det, der skyller ind fra havet, kan pludselig blive til arme, hår, vinger eller hale. På den måde bliver naturen selv en del af legen.

Lad fantasien bestemme helt frit. Måske opstår der en hel strand-familie, et havmonster med mange ben eller en lille landsby af sandvæsner, der passer på stranden sammen med jer.

I kan også lave små fortællinger om jeres figurer: Hvem bor i havet? Hvem passer på stranden om natten? Og hvad sker der, når tidevandet kommer?

Strandslotte

Tingfindertur

Gå på jagt efter naturens egne skatte i strandkanten – og se, hvad havet har gemt til jer.

En myte lyder, at rav er “Frejas tårer”. Når gudinden Freja græd over savnet af sin mand, blev hendes tårer til rav, når de faldt på jorden – og til guld, når de ramte havet.

Rav kan findes året rundt, men især efter storme, hvor havet har skyllet tang og ålegræs op. Her gemmer de gyldne stykker sig mellem mørkt drivtømmer, sten og andet, som bølgerne har flyttet rundt på.

I mørke kan man bruge en UV-lygte – rav lyser op og bliver nemt at finde. Ravjagt er langsom magi: en rolig tur, hvor man kigger nøje, går langs vandkanten og lader stranden afsløre sine små hemmeligheder lidt ad gangen.

Men rav er langt fra det eneste, I kan finde. Kig godt efter flotte muslingeskaller i alle former og farver, glatte strandsten, der er slebet af vandet, og hulsten med små naturlige huller, som om havet selv har lavet dem som hemmelige kighuller. Nogle steder kan I også være heldige at finde søpindsvin-skjolde eller små sjove former, der næsten ligner skulpturer i sig selv.

Ravjagt

Strandplanter I kan smage

Stranden er ikke kun dyr – den er også fuld af spiselige planter, I som familie kan smage på, hvis I tør. 

Strandarve er en lille krybende plante, der ofte smager let af agurk. Smagen kan ændre sig alt efter, hvor den vokser – prøv at smage forsigtigt og find jeres favorit “strandagurk”.

Strandkål kaldes også “alle kålens moder”. Den er nem at kende og fuld af gode næringsstoffer. Pluk kun lidt, især hvis der ikke er mange planter på stranden.

Strandmandstro er måske mest kendt for sit lidt spidse ydre, men i juni-august blomstrer den smukt og bliver besøgt flittigt af bier og andre insekter.

Smag, kig og sans – men husk altid kun at smage på planter, I er helt sikker på.

Strandkål