Blomsterpandekager

Blomsterpandekager

Når solen skinner, og blomsterne står i fuldt flor, er det oplagt at tage ud og plukke naturens farverige skatte. Brug de spiselige vilde blomster i jeres pandekager og skab en hyggelig stund ude i det grønne omkring et bål eller i madpakken på turen.

Opskriften er til 4 personer. 

Pluk, bag - SPIS!

  1. Find de vilde blomster et solrigt sted eller i en lysning ude i naturen.

    I kan lave pandekagerne med mælkebøtter, hyldeblomster, stedmoderblomst og hornviol, tusindfryd eller kornblomst - som alle er spiselige danske arter. Husk at skylle dem inden brug. 

    Pluk kun vilde blomster, I er helt sikre på hvad er - brug evt. Arter-appen eller en bog til at slå dem op. 

  2. Nu skal I lave dejen. Pisk først æg og mælk ensartet Tilsæt sukker, bagepulver og salt og pisk godt sammen. Rør forsigtigt melet i og lad dejen hvile i 10 minutter. 

    TIP: Lav et VILDT bål og bag pandekagerne i varmen fra gløderne.

  3. Varm panden godt op og smelt smørret. Dyp nu jeres blomster i pandekagedejen og steg på panden ca. 1 minut på hver side. 

  4. Server pandekagerne med flydende honning og et drys blomsterblade - værsgo og spis!

Tid

  • 1 time

Sted

  • Ved lysninger i skoven, parken eller haven

Det skal du bruge

  • En hat (eller pose) vilde spiselige blomster
  • Brænde og ild til bål
  • 4 æg
  • 3dl mælk
  • 150 g hvedemel
  • ½ tsk. bagepulver
  • 100 g smør
  • 2 spsk. sukker
  • 2 tsk. salt
  • Honning eller agavesirup
  • Stegepande til bål
  • Stor skål
  • Piskeris
  • Røreske

VILD MED BÅL?

Der findes mange måder at lave bål på. Her kan I lære hvordan I kan lære at lave VILDs favoritbål! 

VILDs favoritbål