Undersøg livet på det lave vand

Ved havet

Havet dækker hele 70 % af jordens overflade og gemmer på masser af skjulte oplevelser lige under overfladen: søstjerner, der spiser med maven udad, tætte tangskove som små undervands-regnskove fulde af liv – og fladfisk som skrubber og rødspætter, der lynhurtigt kan skifte farve og næsten forsvinde i sandet. 

Det lave vand er fyldt med hemmeligheder – er I klar til at opdage dem? 

Sådan gør I

  1. Start ved vandkanten med at samle jeres grej ét sted som base. 

  2. Gå på jagt i det lave vand – husk at være forsigtige med dyrene! Før fiskenet gennem tang, ved sten, på sandbunden og langs moler og se hvad I finder.  

  3. Saml de små dyr i spande eller bakker med masser af vand, så de kan trække vejret. Husk at skifte vandet, hvis det bliver varmt. 

  4. Finder I sandpølser på bunden, så grav forsigtigt efter børste- og sandorme. Brug en si til at skylle sandet væk – langsomt og forsigtigt, så ormene dukker frem! 

  5. Brug bøger eller apps til at finde ud af, hvad I har fanget. 

Tid

  • 2 timer

Sted

  • Ved stranden

Det skal du bruge

  • Spande eller akvarier til at samle dyrene i
  • Hvide bakker eller opvaskebaljer til at kigge på dyrene tæt på
  • Fiskenet (eller en si på et kosteskaft) til at fange smådyr
  • En skovl
  • En si
  • En bog eller app om havets dyr til at genkende dem